Med IBM XIV Storage System har Front-data fået et storage system, der er fuldt skalerbart og meget let at administrere

I takt med at der er kommet flere kunder til, og datamængden fra de eksisterende kunder er vokset, har Front-data løbende været nødt til at udvide deres storage systemer. Det betød, at de havde forskellige systemer og teknologier, der ikke var integrerede, og som gjorde administration og vedligeholdelse meget kompliceret. Med IBM XIV Storage System har Front-data fået konsolideret forskellige storage systemer til ét, der er skalerbart, performer bedre og er meget nemmere at administrere og vedligeholde end de gamle systemer.

Et meget dynamisk storage miljø

"Som hostingcenter er det meget svært for os at forudsige, hvordan vores data vækster, og derfor har vi brug for et ekstremt dynamisk og kosteffektivt storage miljø", fortæller Knud Bundgaard, der er administrerende direktør hos Front-data. "Da vi fik en ny kunde med særlige krav til storage kapacitet, måtte vi enten lave endnu en udvidelse på vores daværende storage systemer eller se os om efter en ny løsning. Vi valgte det sidste. Dels ville vi gerne have et system, der var lettere at administrere, dels stod vi over for nogle store serviceomkostninger på det eksisterende udstyr. Vi undersøgte forskellige producenters alternativer, men sammen med Komplex it vurderede vi, at IBM XIV var det storage system, der bedst opfyldte vores nuværende og fremtidige behov."

Administrationen bliver lettere

På grund af ny teknologi er IBM XIV lineær skalerbar i modsætning til de storage systemer, som Front-data hidtil har anvendt. Det betyder, at Front-data kan udvide løsningen uden at få de "knopskydninger", de havde på de gamle systemer, og derfor skal de fremover bruge meget mindre tid på administration og vedligeholdelse. "På vores gamle løsning var vi meget personafhængige, fordi det efterhånden kun var få medarbejdere, der kunne finde ud af, hvordan systemet skulle administreres", forklarer Frank Bech Jensen, der er teknisk chef hos Front-data. "Med IBM XIV har vi fået et utrolig enkelt bruger interface, og man behøver ikke at være storage ekspert for at finde ud af det."

Den grønne tankegang

Ud over at lette administrationen, er valget af IBM XIV også med til at underbygge den grønne tankegang hos Front-data. "Vi vil gerne gøre, hvad vi kan for at have en grøn profil", fortæller Knud Bundgaard. "Konsolideringen til IBM XIV betyder, at vi skal bruge mindre strøm, end vi skulle før. Dels er der en besparelse i at gå fra flere systemer til ét, og dels er kapaciteten markant højere med IBM XIV, hvilket betyder, at vi skal bruge meget mindre strøm pr. lagret GB, end vi skulle før. Det kommer ikke bare miljøet, men også vores kunder til gode."

Bedre performance og højere oppetid

"Derudover får vores kunder endnu bedre performance og endnu højere oppetid, end vi tilbød i forvejen," tilføjer Frank Bech Jensen. "Med de gamle systemer var vi af og til tvunget til at lukke systemer ned, når vi skulle opgradere disk systemet eller addere mere plads. Det behøver vi ikke med IBM XIV, og på den måde mærker vores kunder ikke noget, når systemet skal udvides. Samtidig kan vi udnytte disk pladsen bedre end før, fordi funktionaliteten i IBM XIV betyder, at vi kan tildele kunden mere virtuel diskplads, end de fysisk skal bruge her og nu. Først når de får brug for pladsen, optages den fysisk på disk systemet."

Fokus på kerneforretningen

"Der er ingen tvivl om, at vi får stor glæde af IBM XIV, både på kort og langt sigt," fastslår Knud Bundgaard. "Meget af den tid, vi før brugte på administration og vedligeholdelse, kan vi fremover spare, og uanset hvor meget vi bliver nødt til at udvide systemet, kan vi gøre det uden at miste overblikket. IBM XIV er stadig meget ny på markedet, så vi var ekstra spændte på, hvordan implementeringen ville forløbe. Men Komplex it har været virkelig gode til at rådgive og håndtere de startvanskeligheder, der har været, og vi forventer os rigtig meget af det nye system, når det er fuldt implementeret."

Læs mere om IBM XIV Storage System.