Grundfos konsoliderede tolv servere til to og sparer 20 % om året

Omfangsrige server miljøer betyder høje udgifter til strøm, køling og vedligeholdelse. Efter at have konsolideret markant, sparer Grundfos 100.000 kroner om året, alene på strøm og køling.

"Ved indgangen til 2010 havde vi tolv forskellige servere stående, der alle kørte på en AIX-platform," fortæller Peter Hvilshøj Jensen, der er driftschef hos Grundfos. "De enkelte servere var efterhånden 3-5 år gamle, og serviceomkostningerne var temmelig høje. Samtidig var det svært at finde kompetencer på AIX, og derfor overvejede vi at udfase løsningen. Det havde vi imidlertid ikke mulighed for at gøre inden for en overskuelig fremtid, så i stedet sprang vi til, da Komplex it præsenterede os for en konsolideringsløsning, som vi hurtigt kunne implementere, og som ville give os besparelser fra dag ét."

Grundig planlægning minimerede nedetid

Komplex it's løsning gik ud på at konsolidere de daværende tolv IBM POWER5 og POWER6 servere til kun to fysiske IBM POWER7 servere i et fuldt redundant setup. Af sikkerhedsmæssige årsager skulle de to nye servere placeres i hvert sit datacenter. "Vi satte os ned med Komplex it og lagde en nøjagtig plan for hele flytningen," fortæller Finn Busk Sørensen, der er systemadministrator hos Grundfos. "På de tolv eksisterende fysiske servere havde vi knap 100 virtuelle servere kørende, og en meget vigtig del af processen gik ud på at planlægge hele flytningen, så den belastede virksomheden mindst muligt. Vores systemer kører over hele verden, 24 timer i døgnet, så det var et krav fra vores side at opleve så lidt nedetid som overhovedet muligt. Komplex it er virkelig professionelle på det her felt, for hele konsolideringen forløb fuldstændig uden problemer."

Penge sparet hver eneste dag

"Komplex it er nogle af de få, der kan det her", tilføjer Peter Hvilshøj Jensen, der i øvrigt er begejstret for de økonomiske fordele ved den nye løsning: "Konsolideringen betyder, at vi sparer penge hver eneste dag. Alene på strøm og køling sparer vi omkring 100.000 kroner om året! Derudover er serviceaftalen med IBM selvfølgelig meget billigere, når vi kun har to servere i stedet for tolv, så hér sparer vi yderligere 200.000 kroner om året. Samlet set koster den nye løsning os årligt 20 % mindre end før, så det er virkelig noget, der kan mærkes."

Konsolidering bidrager til den grønne linje

Hos Grundfos er det i øvrigt ikke kun effektiviseringer og bundlinje, der betyder noget. En vigtig del af virksomhedens værdisæt er ønsket om at være en socialt ansvarlig virksomhed med miljørigtige løsninger, og Peter Hvilshøj Jensen tager dette ansvar meget seriøst. "I 2009 fik vi et diplom for vores indsats inden for grøn it, blandt andet i forbindelse med virtualisering, og konsolideringen hjælper os helt klart til at fortsætte ad det rigtige spor," fortæller han.

Et fast samarbejde

Driftschefen hos Grundfos har igennem flere år arbejdet sammen med konsulenterne fra Komplex it. "Jeg har kendt Komplex it's konsulenter i mange år og er rigtig glad for samarbejdet," siger Peter Hvilshøj Jensen. Finn Busk Sørensen tilføjer: "Vi bruger løbende Komplex it's konsulentydelser, når vi står med opgaver, der kræver helt specielle kompetencer. Jeg står til daglig som eneansvarlig for AIX-platformen, og jeg kan naturligvis ikke vide det hele. Derfor er det betryggende at vide, der altid er nogle, der kan træde til, når der er behov for det."